Karup Bio

KARUP BIO ER BYGGET I 1950

Historie

Karup Bio åbnede den 8. juni 1950 med den danske film "lejlighed til leje" med bl.a. Ib Schønberg og Lis Løwert. Biografens ejer var Direktør Kristian Kjær Frederiksen og den faste operatør Elinstallatør Peter B. Døssing, som også havde forestået elinstallationen i biografen. Biografen havde dengang 204 pladser, men alligevel var det ofte, der skulle stille ekstra stole og bænke ind.

Omkring 1958 fik biografen nye maskiner, som også kunne vise cinemascopefilm (bredformat). Ved samme lejlighed blev antallet af pladser udvidet til 247.

Kristian Kjær Frederiksen drev biografen frem til 1976, hvor den blev overtaget af W. Balzar Teichert. Peter B. Døssing fortsatte som operatør. På dette tidspunkt var det at drive biograf stadig en god forretning.

W. Balzar Teichert drev biografen frem til den 1. December 1982, hvor konkurrencen fra videofilm var blevet så stor, at han følte sig nødsaget til at lukke biografen.

Der var flere forsøg på at få biografen i gang igen bl.a. som en forening, men det lykkedes først da en gruppe lokale beboere oprettede et anpartsselskab. Der blev solgt 82 anparter a' 1.000 kr. og dermed var kapitalgrundlaget i orden.

Efter ca. 1/2 års lukning åbnede biografen så igen den 9. Juni 1983 med daglig leder Christine Westphal i spidsen for ca. 20 filminteresserede - hovedsagligt unge mennesker.

I perioden 1983-1989 gik biografens billetsalg godt, men var nedadgående som følge af det store pres fra videofilm og kabelTV. Selskabets økonomi begyndte at skrante og biografen stod atter over for en lukning.

Som en sidste udvej ansøgte selskabet Karup kommune om støtte - og fik den. Fra 1989 og frem til i dag har Karup Bio modtaget kommunaltilskud og biografen drives ved hjælp af frivillige.

Karup Bio har flere gange arrangeret specielle forestillinger. Her kan bl.a. nævnes arrangementer som Filmfest, Gysernat og Film & Mad. Biografen har tillige arrangeret forestillinger for kommunens børnehaver, fritidsklubber og skoler.

I august 1997 blev der foretaget en større renovering af biografens filmudstyr samt installeret 77 stole, som var indkøbt fra Palads Teatret, København. Samtidigt fjernede man nogle rækker, så der blev bedre benplads. Dette betyder, at der var 171 gode pladser i biografen.

I 2003 besluttede bestyrelsen at tage skridt til at ombygge biografen totalt, så den kunne leve op til publikums stigende krav til oplevelse og komfort.

Da projektet virkede lovende startede bestyrelsen med ansøgninger om tilskud til projektet. Man solgte samtidigt stolesponsorater til virksomheder og nye anparter til private. Der var stor opbakning omkring projektet og man besluttede derfor at gå i gang med ombygningen i februar 2004. Ombygningen, som strakte sig til 15. oktober 2004, omfattede en total ombygning af biografen. Ombygningen omfattede opbygning af tribune, så oversigtshøjden blev i top, opstilling af nye stole, nyt varmeanlæg, THX godkendt lydanlæg med ekstra mange surround højtalere, THX godkendt filmfremviser, projektor, DVD, nye toiletter, handicaptoilet, nyt indgangsparti, ny foyer, slikkiosk osv.

Ombygningen bevirker at biografen i dag fremstår som en moderne og komfortabel biograf, som fuldt ud lever op til de høje krav, publikum stiller til komfort og oplevelse. Der er lavet ekstra meget benplads mellem rækkerne, så der nu er 103 pladser, samt 3 kørestolspladser i biografen. Biografen er blevet meget kørestolsvenlig og der er installeret teleslynge i salen.

Ombygningen kostede knap 1,6 mio. kr.; hertil kommer 2.500 frivillige arbejdstimer.

Der har, siden indvielsen 15. oktober 2004, været stor tilstrømning til biografen og vi har fået mange roser for det flotte arbejde.

Biografen har installeret projektor, og udmærker sig med sin tribuneopbygning, til foredrag, undervisning m.v. og har således allerede lagt rammer til flere forskellige foredrag.

Ved siden af de ordinære forestillinger arrangerer biografen også forestillinger for skoler, institutioner, firmaer m.v. Disse forestillinger kan også kombineres med en mindre beværtning. I dag består anpartsselskabet af 123 borgere som har indskudt i alt 197.000 kr.

Det er en bestyrelse på 7 medlemmer og 18 frivillige, der står for den daglige drift af biografen

- yderligere oplysninger om biografen kan indhentes hos
formanden, Frank Johansen, 20 83 54 36

AF NYERE MILESTONES KAN NÆVNES:

2008 ELEKTRONISK BILLETSYSTEM

2011 DIGITALISERING

2012 APP TIL IOS OG ANDROID

2016 NYT LÆRRED (FORBEDRET KVALITET SPECIELT VED 3D)

2017 DOLBY ATMOS

2022 NYE STOLE OG SOFARÆKKE